Det ligner, at…

Bruger du også denne vending, krummer du tæer, eller retter du på personer, som siger:

Jeg hører endnu ikke til dem, der bruger vendingen, selv om jeg hører den ret ofte. Den skurrer stadig i mine ører, og jeg holder mig til den oprindelige brug af verbet (udsagnsordet).

Den oprindelige brug af “ligner” er konstruktionen, at “noget/nogen ligner noget/nogen“.

For eksempel:
Huset ligner en ruin.
Han ligner dig på en prik.

I det første eksempel sammenlignes noget (huset) med noget andet (en ruin). I det andet eksempel sammenlignes nogen (han) med nogen (dig).

Det, der karakteriserer de to sætninger, er, at “ligner” i den første sætning efterfølges af et substantiv (navneord) “en ruin”, der står som objekt (genstandsled).
I den anden sætning efterfølges det af et pronomen (stedord) “dig”, der står som objekt.

Den oprindelige anvendelse af “ligner” er således:

ligner + substantiv eller pronomen.

Ved den nye anvendelse af verbet efterfølges “ligner” af en ledsætning, der står som objekt.

For eksempel:
– Det ligner, at han er blevet våd.
– Det ligner, at der har været brand i huset.

Ved denne konstruktion bliver “ligner” synonym med “det ser ud til/som om”.
Og konstruktionen “det ser ud til/som om” konstrueres i modsætning til den oprindelige betydning af “ligner” netop med en ledsætning, der står som objekt.

For eksempel:
– Det ser ud til, at han er blevet våd.
– Det ser ud til, at der har været brand i huset.

Den nyere anvendelse af “ligner” er:

ligner + ledsætning.

Vendingen “det ligner, at…” findes dog i Den Danske Ordbog, men med kommentaren “denne konstruktion regnes af nogle for ukorrekt”. https://ordnet.dk/ddo/ordbog?mselect=59005892&query=ligne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *