På spansk har man specifikke verber (udsagnsord) til at udtrykke, hvilket måltid man spiser.
På dansk udtrykker vi dette ved at sætte verbet “at spise” foran det måltid, som vi spiser.
Eksempelvis:
– at spise morgenmad
– at spise frokost/til middag
– at spise et mellemmåltid
– at spise aftensmad/til aften.
Man har på spansk ét verbum til hvert af måltiderne. Selve verbet indeholder således ikke kun informationen om, at man spiser men også, hvornår på dagen man spiser.
Eksempelvis:
– desayunar (at spise morgenmad)
– almorzar (at spise frokost)
– merendar (at spise et mellemmåltid)
– cenar (at spise aftensmad).
Den danske infinitiv-konstruktion (navneformskonstruktion) indeholder dermed tre ord:
at + spise + måltidet,
mens den spanske konstruktion nøjes med et måltidsverbum, som kombinerer såvel handlingen at spise som det aktuelle måltid. Et ord dækker således både verbet og måltidet.
Denne præcisering af måltiderne betyder, at du skal passe på med ikke at falde i fælden med at oversætte direkte fra dansk.
Der er nemlig ikke noget, der hedder:
– comer desayuno
– comer almuerzo
– comer merienda
– comer cena
fordi der på spansk netop er selvstændige verber, som udtrykker, hvilket måltid man spiser.