Homografer

Homografer er ord, der staves ens, men som udtales forskelligt. Betydningen afgøres ligesom ved homonymer ud fra konteksten, men ved homografer kan der også være andre elementer, som angiver forskelle i udtalen og dermed betydningsforskelle.

Herunder kan du se og lytte til nogle tilfældige eksempler.
Da fokus er på udtaleforskelle, har jeg valgt at lave en lydfil til de forskellige homografer.

  • Fars
    Ordet “fars” kan betyde hakket kød, eller det kan være genitivformen af substantivet far.

    Udtalen adskiller sig ved, at vokalen i genitivformen er lang i modsætning til, hvis der er tale om hakket kød.

    Derudover er der stød i ordet, når det betyder hakket kød.
    Stød er den lydlige forskel, der er på ord som for eksempel mor (uden stød) og mord (med stød).

    Det er dermed både vokallængden og stødforskellen, som giver betydningsforskellen.
Lyt til udtalen af de to betydninger af “fars”.
  • Gen
    “Gen” kan betyde en struktur, som bestemmer et arveanlæg, være imperativformen af verbet “at genne” eller et præfiks (forstavelse).

Når “gen” er et arveanlæg, altså er et substantiv, udtales vokalen “e” ens i skrift og tale, nemlig som “e”, og der er stød på vokalen.

Imperativformen og præfikset har vokalsænkning, idet “e” udtales som “æ”, og derudover er der tryk på “gen-“, når det er et præfiks.

Som præfiks efterfølges forstavelsen af en bindestreg “gen-“, hvis det står alene. Det kunne være i et opslagsværk, men et præfiks optræder i sagens natur altid sammen med et andet ord.
Eksempelvis: gentage, gengive eller genforhandling.
Se flere eksempler på http://blog.dreier.dk/igen-der-blev-til-gen/.

Når “gen” er et substantiv, kan det optræde sammen med andre ord i sammensatte ord.
Eksempelvis: genfejl, genteknologi eller gensplejse.
Trykket i de sammensatte ord ligger fortsat på første stavelse, hvilket betyder, at det kommer til at ligge på “gen”.

Det er således stød og vokalsænkning, som giver betydningsforskellen.

Her kan du høre de tre betydninger af “gen” udtalt.
  • Kost
    Ordet “kost” udtales forskelligt afhængigt af, om det er et redskab til at feje med eller et synonym for mad.

I begge betydninger er der vokalsænkning.
Når det er et fejeredskab udtales “o” som “å”, og når det er et synonym udtales “o” som vokallyden “ɔ” ligesom i ordet tolv.

Vokalsænkning er dermed det eneste betydningsadskillende.

Her kan du høre de to udtaler af “kost”.
  • Lime
    “Lime” udtales forskelligt afhængigt af, om der er tale om verbet “at lime”, citrusfrugten “en lime”, som et et engelsk låneord, eller kost på nordjysk.

    Vokalen “i” er lang i verbet, og når ordet betyder kost, hvorimod “i”, når det er en citrusfrugt, udtales som et “åbent a” efterfulgt af “j”.

Vokalen “e” er stum, når der er tale om frugten. Når ordet betyder en kost eller er et verbum, er “e” tryksvagt (ə).
Et tryksvagt “e” (ə) kan enten udtales eller absorberes.

I verbet “lime” udtales “e”, hvorimod det, når ordet betyder kost, absorberes af nabolyden, som bliver længere. Dette fænomen kaldes for schwa-assimilation.

De virkelig sprognørdede kan læse mere om udtalen af det tryksvage “e” på Ruben Schachtenhaufens blog http://schwa.dk/tag/schwa-assimilation/.

Betydningsforskellen afgøres ved dette ord af vokallængden og udtalen af det tryksvage “e”.

Lyt til udtalen af ordet “lime”.
  • Servere
    Dette ord kan være verbet “at servere” eller det engelske låneord “server” i ubestemt pluralis.

    I dette eksempel er der flere elementer, der adskiller de to udtaler. For eksempel Iigger trykket i verbet på anden stavelse, hvorimod det ligger på første stavelse i låneordet.
    Længden af den første vokal i begge ord er også med til at gøre udtalen forskellig. Det første “e” i låneordet er langt, mens det i verbet er kort.

    Vokallængden og trykket udtrykker således betydningsforskellen.
Her kan du høre forskellen på udtalen af ordet “servere”.
  • Subjekt
    Ordets udtale afhænger af, om det er den latinske betegnelse for sætningsleddet “grundled” eller betegnelsen for en stakkels eller udstødt person.

    Den eneste udtaleforskel er trykket, som ved den grammatiske betegnelse ligger på første stavelse, mens det ved personbetegnelsen ligger på anden stavelse.
Her kan du lytte til udtalen af ordet “subjekt”.

  • Dette ord har på trods af de mange forskellige ordklasser (se https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=s%C3%A5) faktisk kun to forskellige udtaler.
    Jeg vil derfor sammenligne udtalen af ordet, når det er et adverbium og et verbum.

    Som adverbium betyder “så” derefter, og som verbum er der to muligheder: “Så” kan være datid af verbet “at se” eller infinitivformen af verbet “at så”.

    Når “så” er et adverbium, er der vokalsænkning, da “å” udtales som vokallyden “ɔ”.
    Ved begge verber er vokalen ens i skrift og tale, og der er stød på den, hvilket betyder, at verberne udtales ens.

    Vokalsænkning og stød er det, der adskiller “så” i de to ordklasser (adverbium og verbum). Ved verberne er der ingen udtaleforskel, kun betydningsforskel.
Lyt til de to udtaler af “så”.

Elementerne, der er bestemmer udtalen af ovenstående homografer:
– tryk
– stød
– vokallængde
– vokalsænkning
– det tryksvage “e”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *