4: Hvorfor er vi mon (ikke) konfliktsky?
Først vil jeg sige, at det er lidt misvisende at tale om, at “vi” er konfliktsky, fordi det er forskelligt fra person til person, om man er konfliktsky eller ej, og i hvilken grad man er det.
Overordnet set er der dog elementer i den danske kultur, som gør, at det opfattes som positivt at være konfliktsky.
Der er blandt andet forskellige normer, altså uskrevne regler, som er med til at sætte rammerne for en konfliktsky adfærd.
Eksempelvis:
– At man ikke skal tro, at man er bedre end andre.
– At man ikke skal blande sig.
– At man ikke viser følelser offentligt, i hvert fald ikke vrede.
– At man skal tale om tingene fremfor at skændes eller slås.
Jeg vil prøve at illustrere konfliktskyheden via en situation, hvor ovenstående normer spiller ind.
Familie A er ude at spise på restaurant, og næsten ved siden af sidder familie B med to børn på omkring 8 år. De to børn sidder meget uroligt og rejser sig nogle gange og løber rundt i restauranten under måltidet.
Familie A synes, at det er irriterende at have de to børn løbende rundt, men de gør ikke andet end at tale sammen indbyrdes om, hvor træls det er og skuler over til familie B.
De blander sig altså ikke i familie B’s adfærd hverken ved direkte at bede børnene om at holde op med at løbe rundt eller ved at henvende sig til forældrene for at bede dem om, at få børnene til at stoppe.
Baggrunden for, at familie A ikke henvender sig til familie B er muligvis, at de ikke vil fremstå som bedrevidende eller vrede, og/eller fordi de er bange for familie B’s reaktion, hvis de beder dem om at holde styr på børnene.
For hvad ville det ikke kunne udvikle sig til?
I dette brud på normen om, at børn på 8 år godt kan forventes at sidde stille og roligt at spise, vinder normen bag den konfliktsky adfærd. Altså at man ikke skal fremstå som bedrevidende eller blande dig.
Det vil altså sige, at det er denne norm, der kommer til at afgøre, hvordan vi reagerer på situationen.
Flertallet vil sandsynligvis ty til den konfliktsky adfærd i restaurant-situationen, men hvordan ville du reagerer, hvis du lige var flytte ind i en opgang, og du på vej ned ad trapperne ser, at underboen har ladet sine nøgler sidder i døren?
Mit bud er, at flertallet i denne situation ville ringe på hos underboen for at gøre opmærksom på, at vedkommende havde glemt sine nøgler i døren, fordi risikoen for, at denne situation ender i en konflikt, selv om man blander sig i andres liv, er minimal.
Graden af konfliktskyhed er altså svingende i forhold til, hvor stor den reelle eller forestillede risiko for at ende i en reel konflikt er.
Dette kunne tyde på, at normerne:
– “at man ikke viser vrede offentligt”.
– “at man ikke blander sig i andres gøren og laden”.
– “at man skal tale om tingene fremfor at skændes eller slås”.
er en del af den risikovurdering, som foretages.
Jeg vil slutte denne serie om “konfliktskyhed” af med et par tanker om fænomenet i dag i forhold til tidligere.
Jeg tror, at konfliktskyheden er større i dag end tidligere blandt andet, fordi vi nu lever “vores eget liv”.
Forstået på den måde at der ikke er mange fælles normer for, hvordan man skal leve sit liv i modsætning til tidligere, hvor det var præsters, læreres, forældres osv. opgave at håndhæve de forskellige normer, som var fælles for alle i kulturen.
Bestemte roller havde således til opgave at guide eller irettesætte andre, som vi nok vil betegne det i dag, da de blev opfattet som autoriteter.
Sådan er det jo ikke i dag.
I dag skal man ikke tro, at man er bedre end andre, og man skal ikke blande sig i andres liv, medmindre de selv har bedt om det.