Tippet i februar. “Er lavet af” eller “er lavet ud af”?

På opfordring kaster jeg mig over at forklare forskellen på “er lavet af” og “er lavet ud af”.

Eget billede

Den blå spand på billedet er lavet af plastik.

Materialevalg

Spanden er lavet af et bestemt materiale, og derfor bruges konstruktionen:

“er lavet af + materiale”.

Eksempelvis:
– Spånpladen er lavet af plantefibre.
– Sålen er lavet af gummi.
– Skulpturen er lavet af sand.
– Tøjet er lavet af plastikflasker.

Der er dog rigtig mange eksempler på sætninger, hvor adverbiet (biordet) “ud” sniger sig ind.

Eksempelvis:
“Da dette mundbind er lavet ud af stof så kan det blive brugt flere gange …” https://www.testsmart.dk/artikler/sundhed-og-sygdomme/personlige-vaernemidler/lav-dit-eget-mundbind/

“Denne spændende lampe er lavet ud af engangskrus …” https://www.pinterest.dk/pin/475763148129338165/

“Polyester er lavet ud af plastik …”https://rito.dk/content/361-hvad-er-polyesterstof

Præpositionen (forholdsordet) “ud af” skal ikke bruges i de ovenstående sætninger, da sætningerne forklarer, hvilket materiale mundbindet, lampen og polyester er lavet af.
Altså er det præpositionen “af”, der er korrekt.

Konstruktionen “er lavet af” bruges , når noget består af et bestemt materiale.

Bevægelse

Præpositionen “ud af” bruges, når du fjerner noget fra et sted.

Eget billede

På billedet har jeg taget sneen ud af spanden. Sneen er fjernet fra spanden.

Andre eksempler kunne være:
– Han har hældt sandet ud af støvlerne. Sandet fjernes fra støvlerne.
Gummisaften er løbet ud af træet. Saften fjernes fra træet.
– De har klemt vandet ud af svampen. Vandet fjernes fra svampen.
– Hun har taget polstringen ud af en pude. Polstringen fjernes fra puden.
– Han har skyllet sæben ud af spanden. Sæben fjernes fra spanden.

Præpositionen “ud af” bruges således, når du fjerner noget fra noget.

TIP!
Konstruktionen “er lavet af” bruges til at beskrive, hvilket materiale noget består af.
“Ud af” bruges ved en handling, hvor noget på en eller anden måde fjernes fra noget andet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *