Legemsdele i sproget

På dansk har vi rigtig mange idiomer (talemåder), hvor der indgår ord, som har med kroppen at gøre.

Eksempelvis:
– at have rundsave på albuerne
– at tabe ansigt
– at give den hele armen
– at klemme balderne sammen
– at gribe i egen barm
– at stå på egne ben
– at slå koldt vand i blodet
– at have hår på brystet
– at have fingeren på pulsen
– at få kolde fødder
– at gå på med krum hals
– at gøre noget halvhjertet
– at gå hen over hovedet på nogen
– at være hårdhudet
– at sætte hælene i
– at have hænderne fulde
– at få kam til sit hår
– at vende den anden kind til
– at falde på knæ
– at tabe kæben
– at have sommerfugle i maven
– at have det hele i munden
– at have pisken over nakken
– at rubbe neglene
– at holde næsen for sig selv
– at løbe panden mod en mur
– at vende nogen ryggen
– at have røv i begge ender
– at holde sig i skindet
– at give den kolde skulder
– at have kniven for struben
– at få blod på tanden
– at bide tungen af sig selv
– at krumme tæer over noget eller nogen
– at få øjnene op for noget
– at få røde ører.

Idiomer kan i modsætning til ordsprog ændre sig i person og tid alt efter, hvilken situation de benyttes i.

Fx kan idiomet “at have meget om ørerne” ændres til, hun havde meget om ørerne på arbejdet i sidste uge.

Idiomet bøjes således i tredje person ental og datid i denne sætning.

Ordsproget “Det man ikke har i hovedet, må man have i benene” kan modsat ikke ændres. Det hedder altid det samme.

Fx det man ikke har i hovedet, må man have i benene, så nu bliver jeg nødt til at gå tilbage til supermarkedet efter mælk.

Jeg har tidligere skrevet indlæg om idiomer om beklædning og frugt og grønt, men denne gruppe om kroppen er på en eller anden måde særlig, fordi den rummer virkelig mange idiomer.

Hvordan kan det så være?

Jeg tror, at det er et udtryk for “… at vores personlige udvikling, mentale processer og læring bygger på kropslige erfaringer, og begreber og abstrakt tænkning er uden mening, medmindre de bygger på en fysisk erfaring.” (Fredens, 2018, s. 159).