På dansk bruger vi de to verber (udsagnsord) “at være” og “at have” som hjælpeverber i perfektum (førnutid) og pluskvamperfektum (førdatid).
Men hvordan ved du, hvilket hjælpeverbum du skal vælge?
Normalt bruges “at være” sammen med bevægelsesverber og tilstandsverber (ændring af en tilstand) og “at have” sammen med handlingsverber.
Eksempelvis:
– Bussen er kørt for en time siden.
– Han er vågnet.
– De har arbejdet i mange timer.
Nogle gange hører jeg sætninger, hvor reglen for hjælpeverbet ikke overholdes fx:
“En mand har faldet over bord.”
Det hedder en mand er faldet over bord, fordi “at falde” er en bevægelse.
Ved nogle af de verber, der normalt konstrueres med “at være”, kan du dog bruge begge hjælpeverber. Det afhænger af, hvad der kommer efter verbet.
Hvis der er et direkte objekt (genstandsled) i sætningen, skal du bruge “at have”, mens du i sætninger uden et genstandsled skal bruge “at være”. Altså følge de normale regler for hjælpeverberne ved perfektum og pluskvamperfektum.
Eksempelvis:
– Han er gået for en time siden.
– Han har gået en kilometer for en time siden.
– Hun er fratrådt med øjeblikkelig varsel.
– Hun har fratrådt sin stilling med øjeblikkelig varsel.
Når du skal finde objektet, skal du spørge “Hvad har vedkommende gået/fratrådt o.s.v.?”
Objekterne i ovenstående sætninger er således “en kilometer” og “sin stilling”, og hjælpeverbet skal derfor være “at have” i stedet for “at være”.
I sætningerne: “Han er gået for en time siden.” og “Hun er fratrådt med øjeblikkelig varsel.” er der ingen objekter, og hjælpeverbet skal derfor være “at være”.
Jeg har i det ovenstående kun skrevet eksempler med perfektum, men de samme regler gælder for pluskvamperfektum.
TIP!:
Hjælpeverbet “at have” bruges ved handlinger, og hvis der er et objekt i sætningen, mens “at være” anvendes i de øvrige tilfælde.