
I denne måned blev “gødskningsloven” vedtaget i Folketinget, og den har skabet enorm debat og omfattende protester, men jeg har funderet over, hvorfor den hedder “gødskningsloven” og ikke “gødningsloven”.
“At gøde” og “at gødske” betyder det samme, nemlig at tilføre jorden næringsstoffer, men disse verber (udsagnsord) bruges i forskellige sammenhænge.
“At gøde” er hverdagssprog, mens “at gødske” er fagsprog og den formelle måde at udtrykke “at gøde” på.
De respektive substantiver (navneord) er “gødning” og “gødskning”, så som privat haveejer køber du “gødning” for “at gøde” dine planter, men inden for landbrug, gartneri, forskning og lovgivning foretrækker man næsten altid verbet “at gødske“ samt substantivet “gødskning”, fordi der er tale om fagsprog.
Derudover er “gødning” det fysiske materiale, som du som haveejer eller landmand spreder på jorden fx kunstgødning eller gylle, hvorimod “gødskning” er selve handlingen, hvor du tilfører haven eller markerne “gødning”.
TIP!:
Det hedder således “gødskningslov” og ikke “gødningslov”, fordi der er tale om lovgivning og en regulering af landmændenes anvendelse og spredning af næringsstoffer og ikke selve produktionen af gødningsproduktet.
