Artiklerne (kendeordene) “en” og “et” er ikke kommunikationsbærende.
Der er således ikke betydningsmæssig forskel på at sige:
Artiklerne er derfor svære at lære.
Der findes ikke en fast regel for, hvornår det hedder “en” eller “et”, som du kan sætte dig ned at lære.
De flere substantiver er dog fælleskøn (en), men det forklarer jo ikke, hvilke ord der er intetkøn (et).
Inden du får tippet til, hvordan du (som underviser) kan (hjælpe dine kursister til at) få bedre styr på, om det hedder “en” eller “et”, forklarer jeg kort tre tilgange til sprogtilegnelse.
De ligger nemlig bag den måde, du lærer sprog på og dermed også lærer, om det hedder “en” eller “et”.
Når du lærer sprog, så kan du gå til sproget på flere måder:
- Dels kan du sætte sig ned med en bog og læse en masser ord og regler om sproget. Så har du fokus på grammatik og struktur.
- Dels kan du gå ud blandt folk, der taler det sprog, du gerne vil lære.
Så har du fokus på kommunikation (mening og indhold).
- Endelig kan du lave en kombination af de to tilgange ved at gå ud blandt folk og være særlig opmærksom på bestemte dele af sproget, som du efterfølgende eksempelvis får en forklaring på.
Så har du fokus på både indhold og sproglig præcision.
TIP!
Som underviser kan du bede kursisten om at lægge mærke til, hvilken artikel andre sætter foran/efter substantiverne.
Altså flytte opgaven ud af undervisningslokalet.
Bed kursisten om at bemærke især ord i intetkøn.
Eksempelvis:
Har du fået et nyt ur i julegave?
Jeg fodrede hesten i morges.
Hvor længe har du arbejdet i landbruget?
Du kan ikke læse dig til, hvornår du skal bruge “en” eller “et”, men du kan via sproglig opmærksomhed få øje på og blive bevidst om den sproglige form, som du gerne vil lære.
Med “læse sig til” mener jeg at slå op i en grammatik.
At læse på målsproget (det sprog, du ønsker at lære) og have fokus på en eller flere bestemte sproglige former er derimod en god strategi til at blive bedre til eksempelvis de danske artikler.