Grammatisk opmærksomhed 1. Regelmæssige verber

På spansk findes der 3 grupper af regelmæsige verber (udsagnsord) kaldet 1. bøjning, 2. bøjning og 3. bøjning eller ar-verber, er-verber og ir-verber.

Jeg vil forklare disse bøjninger ved at fremhæve, hvordan danske og spanske verber adskiller sig fra hinanden.

INFINITIV (NAVNEFORM)
Infinitiven på dansk består af to ord, hvoraf det første er “at”. På spansk består infinitiven kun af et ord, og det er endelsen på verbet, der viser, at ordet står i infinitiv.

For eksempel:
– At tale – Hablar.
– At drikke – Beber.
– At bo – Vivir.

BØJNING
På dansk bøjes verberne i tid, såsom præsens (nutid), præteritum (datid) og perfektum (førnutid), hvorimod på spansk bøjes de både i tid og person. Derudover findes der regelmæssige og uregelmæssige former.

I dette indlæg fokuserer jeg på personbøjningerne af de tre regelmæssige bøjninger.

På dansk sætter vi “-r” på i præsens i alle personer. På spansk er der forskelige endelser på verbet afhængigt af, hvilken person der er tale om, og hvilken (regelmæssig) bøjning verbet er.

IMPLICIT SUBJEKT (INDEHOLDT GRUNDLED)
Som du måske har lagt mærke til, så mangler de 6 subjektspronominer (grundledsformer) hele vejen ned foran de 3 spanske verber.
Det er ikke en forglemmelse, men derimod den tredje forskel mellem danske og spanske verber.

På spansk siger eller skriver man ikke: “jeg”, “du”, “han”, “hun”, “vi”, “I” og “de” foran de bøjede verber, fordi endelsen på verbet viser, hvilken tid verbet er bøjet i, og hvilken person, der udfører handlingen.

Det betyder, at endelsen og ikke pronomenet er betydningsgivende i forhold til,:
– hvem subjektet i sætningen er.
– hvilken tid verbet er bøjet i.

På dansk skal pronomenet derimod med, da dét viser, hvem subjektet er, mens endelsen “-r” viser, at verbet er bøjet i præsens.

ET ORD, EN SÆTNING
Det er således muligt på spansk at lave en sætning på kun ét ord.

For eksempel:
– Bailo – Jeg danser.
– Corremos – Vi løber.
– Escriben – De skriver.