I går afholdte vi et webinar

NEJ, det gjorde I ikke.

I afholdt et webinar.

Verber (udsagnsord), der ender på holde bøjes uanset, hvad der er sat foran, ligesom “at holde”.

Og “at holde” hedder holdt i datid.

Andre verber med holde, der ender på “t” i datid er:

– anholde
Han anholdt manden på vej ud af banken.

– beholde
Han beholdt hænderne i lommen.

– fastholde
Han fastholdt sin uskyld.

– opholde
Han opholdt sig alene på busstationen.

– overholde
Han overholdt reglerne.

– udholde
Han udholdt smerten.


– underholde
Han underholdt hele busssen med sine vittigheder.

En lille pudsighed er, at der er faktisk et ord, der hedder afholdte, men det er et adjektiv (tillægsord), som betyder vellidt, og det har ikke noget med verbet “at holde” at gøre.

For eksempel:
– Den afholdte borgmester.

2 Replies to “I går afholdte vi et webinar”

  1. Tja, Lina Pape Dreier, naturligvis har du fuldstændig ret, og det er jo sørgeligt, at det står så ringe til med den helt basale modersmålsbeherskelse hos så mange voksne danskere, både generelt og tilsyneladende også i stigende grad hos forfattere, journalister og dansklærere. Men det er dybt frustrerende at forsøge sig som ‘sprogpoliti’ og kæmpe for en vis overholdelse af retskrivning og grammatik, fordi man så tydeligt mærker, at der ingen interesse er for spørgsmålet hverken hos politikere eller i skolevæsenet.
    Lignende iagttagelser som dit eksempel kan man gøre ved ord som ‘af’ over for ‘ad’ – ‘nogen’ over for ‘nogle’ – ‘ligge’ over for ‘lægge’ eller manglende præsens -r på ‘-ere -verberne’ (man kunne anføre masser af andre eksempler).
    Jeg er bange for, at kampen er tabt. Politikerne er ligeglade, skolelærerne ved ikke selv bedre, og alle har lov til at behandle sproget som en gammel forsvarsløs luder, hvis alfons (Dansk Sprognævn), som egentlig skulle beskytte hende mod den værste mishandling, blot sidder og ser på og “registrerer” overgrebene.
    Med venlig hilsen
    Søren P. Cortsen

    1. Hej Søren
      Tak for input.
      Jeg forstår godt din frustration, men jeg har ikke givet op (endnu).
      Jeg sniger endda lidt dansk grammatik og sprogforståelse ind i min spanskundervisning, da det er svært at lære et andet sprog, hvis det kniber med det danske.
      Med venlig hilsen
      Lina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.