De fleste er opmærksomme på, hvilken tid verber (udsagnsord) er bøjet i, eller de har i hvert fald ingen problemer med at afgøre, om en sætning er formuleret i perfektum (førnutid) eller præteritum (datid).
For eksempel:
– Han har spist mange is.
– Han spiste mange is i sommerferien.
Men ved du, hvornår de to tider bruges?
Altså, hvorfor den første sætning står i perfektum, mens den anden står i præteritum?
PERFEKTUM
Perfektum bruges, når det tidsmæssige aspekt er irrelevant, eller det angivne tidspunkt er upræcist.
Tidsadverbialer, der angiver upræcise tidspunkter, er eksempelvis:
– aldrig
– hele dagen
– mange gange
– tit.
For eksempel:
– Jeg har lavet mad hele dagen.
– Han har set den samme film mange gange.
– De er aldrig gået hjem uden at sige farvel først.
PRÆTERITUM
Hvis et (rimeligt) præcist tidspunkt eller en afsluttet periode afgrænser en handling eller en tilstand, bøjes verbet i præteritum.
Tidsadverbialer, der præciserer eller afgrænser, er eksempelvis:
– sidste år
– i går
– klokken 5
– siden.
For eksempel:
– De købte huset sidste år.
– Han kom sent hjem i går.
– Jeg har ikke set ham ret meget, siden han flyttede til Sjælland.
I det sidste eksempel er der ingen tidsafgrænsning i den første del af sætningen: “Jeg har ikke set ham ret meget”, og derfor står verbet i perfektum (har set).
Ledsætningen “siden han flyttede til Sjælland” afgrænser handlingen, idet hele ledsætningen angiver et bestemt tidspunkt (siden han flyttede til Sjælland).
Denne afgrænsning udløser præteritumformen af verbet (flyttede).
Ved perfektum er der fokus på resultatet, mens der ved præteritum er fokus på tidsaspektet.
PS.: Dette er den grammatiske forklaring på brugen af de to tider på dansk, men du vil selvfølgelig kunne finde eksempler, hvor disse regler ikke følges.