At lære sprog

Har du nogensinde tænkt over, hvor meget man skal sætte sig ind i, når man skal lære et nyt sprog?

Man skal blandt andet lære:
1. sprogets lyde (udtalen)
2. bogstavernes former (alfabetet)
3. bogstavernes sammensætninger (ordene)
4. grammatiske strukturer (bøjninger og ordstilling)

I det efterfølgende vil jeg kommentere mest på sprogets lyde og de grammatiske strukturer.

Sprogets lyde
Alle bogstaver har en lyd (eller er stumme), men den gruppe, der volder de største problemer på dansk, er helt klart vokalerne.

Vi har 9 vokaler i alfabetet, hvoraf de tre af dem (æ, ø og å) ikke findes på andre sprog end fire nordiske sprog. (“Æ” på norsk, islandsk og færøsk, “ø” på norsk og færøsk og “å” på svensk og norsk).

Derudover har disse 9 vokaler mindst 14 (nogle siger 15) forskellige lyde, hvilket vanskeliggør både forståelsen og udtalen af ordene for personer, som ikke har dansk som modersmål.

Vokalen “a” kan eksempelvis udtales på to måder. Prøv blot at udtale ordene: fan/far.
I “fan” udtales a’et som et lukket “a”, mens det i “far” udtales som et åbent “a”.

I dette indlæg vil jeg ikke komme yderligere ind på sprogets lyde,
men læs “Derfor er det svært at lære dansk” på https://videnskab.dk/kultur-samfund/derfor-er-det-svaert-laere-dansk,  hvis du vil vide en lille smule mere.

Bogstavernes former
Alle bogstaver har en form, men hvordan bogstaverne ser ud afhænger af sprogets alfabet. På kinesisk har man ikke et alfabet, da et tegn angiver et helt ord eller en del af et ord.

Bogstavernes sammensætninger
Når man lærer et nyt sprog, skal man også lære sprogets ortografi, dvs.  at stave og at sætte tegn.

Grammatiske strukturer
På dansk har vi eksempelvis en grammatisk struktur, som hedder inversion, hvilket betyder omvendt ordstilling. Inversion anvendes, når subjektet i hovedsætningen ikke er det første ord i sætningen, eller når der er tale om et spørgsmål.

Eksempelvis:
Hanne kommer i morgen.
 (Ligefrem ordstilling)
I morgen kommer Hanne(Inversion)
Kommer Hanne i morgen? (Inversion)

Der er ikke noget at sige til, at udlændinge skal øve sig (lidt) meget, inden det danske sprog “sidder i skabet”.

Husk det, næste gang du taler med en udlænding og slår over i engelsk, fordi det er nemmere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.