Et frasalverbum er et verbum (udsagnsord), som efterfølges af en bestemt præposition (forholdsord) eller adverbium (biord), og disse to ord udgør en betydningsmæssig enhed.
Eksempelvis:
– at afhænge af
– at bede om
– at få øje på
– at give op
– at handle om
– at lege med
– at passe på
– at sove over.
Betydningen i fx frasalverberne “at passe på” og “at sove over” er helt anderledes end betydningen af verberne “at passe” og “at sove”.
Eksempelvis:
– Jeg passer på ikke at vælte mælken.
– Jeg passer min søster, mens mor og far er i byen.
– Jeg kom for sent på arbejde, fordi jeg sov over i morges.
– Jeg sov i morges, da naboen bankede på døren.
“Bankede på” er for øvrigt også et frasalverbum, som betyder noget helt andet end “at banke”.