Hvad er forskellen på “frastødende” og “tilstødende”?
“Tilstødende”, der betyder, at noget grænser op til noget andet, eller at noget ligger lige ved siden af, bliver nogle gange forvekslet med “frastødende”.
Eksempelvis:
– “Baren var i anledning af kurser og behov for udvidet restaurationsplads flyttet til et frastødende lokale.” https://xmobruger.dk/xmo-brugerforenings-aarsmoede-2019/
– “Gruppe A gik ind i et frastødende lokale og forlængede her mandagens gruppemøde med yderligere ti minutter.” https://lokalavisen.dk/arkiv/ECE14951317/maskebal-og-kaededans/
I ovenstående sætninger burde der stå “tilstødende”, da “frastødende” betyder afskyeligt og noget, der fremkalder stærk uvilje eller ubehag hos nogen.
Det kan selvfølgelig godt være, at disse lokaler er såvel “frastødende” som “tilstødende”. Det vides ikke 🙂
Præfikserne (forstavelserne) “fra” og “til” er således afgørende for, om der er tale om en følelse/oplevelse eller en placering.
Eksempelvis:
– Den tilstødende bygning har en frastødende lugt.
– De fandt frastødende billeder gemt i det tilstødende skovområde.
TIP!:
Der er dermed stor forskel på at være nødt til at sove i det “tilstødende” lokale eller at være nødt til at sove i det “frastødende” lokale.