Homografer

Homografer er ord, der staves ens, men som udtales forskelligt.
Betydningen afgøres ligesom ved homonymer ud fra konteksten, men ved homografer kan der også være andre elementer, som angiver forskelle i udtalen og dermed betydningsforskelle.

Herunder kan du se og lytte til nogle tilfældige eksempler.
Da fokus er på udtaleforskelle, har jeg valgt at lave en lydfil til de forskellige homografer.

• Fars
  Ordet “fars” kan betyde hakket kød, eller det kan være genitivformen (ejestedsformen) af substantivet (navneordet) far.
  
  For eksempel:
  – Der står fars på indkøbssedlen.
  – Det er fars fødselsdag i morgen.
  
  Udtalen adskiller sig ved, at vokalen i genitivformen er lang i modsætning til, hvis der er tale om hakket kød.
  
  Derudover er der stød i ordet, når det betyder hakket kød.
  Stød er den lydlige forskel, der er på ord som for eksempel mor (uden stød) og mord (med stød).
  
  Det er dermed både vokallængden og stødforskellen, som giver betydningsforskellen.

• Gen
  “Gen” kan betyde en struktur, som bestemmer et arveanlæg, være imperativformen (bydeformen) af verbet “at genne” eller et præfiks (forstavelse).

For eksempel:
– Et gen består af DNA.
– Gen lige fårene ind i stalden.
– Det er ikke i orden at gøre gengæld.

Når “gen” er et arveanlæg, altså er et substantiv, udtales vokalen “e” ens i skrift og tale, nemlig som “e”, og der er stød på vokalen.

Imperativformen og præfikset har vokalsænkning, idet “e” udtales som “æ”, og derudover er der tryk på “gen-“, når det er et præfiks.

Som præfiks efterfølges forstavelsen af en bindestreg “gen-“, hvis det står alene. Det kunne være i et opslagsværk, men et præfiks optræder i sagens natur altid sammen med et andet ord.

Eksempelvis:
– Gentage.
– Gengive .
– Genforhandling.
Se flere eksempler på https://blog.dreier.dk/igen-der-blev-til-gen/.

Når “gen” er et substantiv, kan det optræde sammen med andre ord i sammensatte ord.

Eksempelvis:
– Genfejl.
– Genteknologi.
– Gensplejse.
Trykket i de sammensatte ord ligger fortsat på første stavelse, hvilket betyder, at det kommer til at ligge på “gen”.

Det er således stød og vokalsænkning, som giver betydningsforskellen.

• Kost
  Ordet “kost” udtales forskelligt afhængigt af, om det er et redskab til at feje med eller et synonym for mad.

For eksempel:
– Han henter en kost i laden.
– Det er vigtigt at få en sund kost.

I begge betydninger er der vokalsænkning.
Når det er et fejeredskab udtales “o” som “å”, og når det er et synonym udtales “o” som vokallyden “ɔ” ligesom i ordet tolv.

Vokalsænkning er dermed det eneste betydningsadskillende.

• Lime
  “Lime” udtales forskelligt afhængigt af, om der er tale om verbet “at lime”, citrusfrugten “en lime”, som et et engelsk låneord, eller kost på nordjysk.
  
  For eksempel:
  – Det er nemmest at lime stykkerne sammen.
  – Der ligger en lime på bordet.
  – Han bruger en lime til at feje med.
  
  Vokalen “i” er lang i verbet, og når ordet betyder kost, hvorimod “i” udtales som et “åbent a” efterfulgt af “j”, når det er en citrusfrugt.

Vokalen “e” er stum, når der er tale om frugten. Når ordet betyder en kost eller er et verbum, er “e” tryksvagt (ə).
Et tryksvagt “e” (ə) kan enten udtales eller absorberes.

I verbet “lime” udtales “e”, hvorimod det, når ordet betyder kost, absorberes af nabolyden, som bliver længere.
Dette fænomen kaldes for schwa-assimilation.

De virkelig sprognørdede kan læse mere om udtalen af det tryksvage “e” på Ruben Schachtenhaufens blog http://schwa.dk/tag/schwa-assimilation/.

Betydningsforskellen afgøres ved “lime” af vokallængden og udtalen af det tryksvage “e”.

• Servere
  Dette ord kan være verbet “at servere” eller det engelske låneord “server” i ubestemt pluralis.
  
  For eksempel:
  – Jeg kan bedst lide at servere til fester.
  – Der står flere servere nede i kælderen.
  
  I dette eksempel er der flere elementer, der adskiller de to udtaler. For eksempel Iigger trykket i verbet på anden stavelse, hvorimod det ligger på første stavelse i låneordet.
  Længden af den første vokal i begge ord er også med til at gøre udtalen forskellig. Det første “e” i låneordet er langt, mens det i verbet er kort.
  
  Vokallængden og trykket udtrykker således betydningsforskellen.

• Subjekt
  Ordets udtale afhænger af, om det er den latinske betegnelse for sætningsleddet “grundled” eller betegnelsen for en stakkels eller udstødt person.
  
  For eksempel:
  – Man sætter X under et subjekt.
  – Der ligger et subjekt nede i kælderskakten.
  
  Den eneste udtaleforskel er trykket, som ved den grammatiske betegnelse ligger på første stavelse, mens det ved personbetegnelsen ligger på anden stavelse.

• Så
  Dette ord har på trods af de mange forskellige ordklasser (se https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=s%C3%A5) faktisk kun to forskellige udtaler.
  Jeg sammenligner udtalen af ordene, når der er tale om et adverbium og et verbum.
  
  Som adverbium betyder “så” derefter, og som verbum er der to muligheder: “Så” kan være datid af verbet “at se” eller infinitivformen af verbet “at så”.
  
  For eksempel:
  – Først slukkede han lyset, så lukkede han døren.
  – Jeg så ham inde hos bageren.
  – Landmanden skal ud at så.
  
  Når “så” er et adverbium, er der vokalsænkning, da “å” udtales som vokallyden “ɔ”.
  Ved begge verber er vokalen ens i skrift og tale, og der er stød på den, hvilket betyder, at verberne udtales ens.
  
  Vokalsænkning og stød er det, der adskiller “så” i de to ordklasser (adverbium og verbum). Ved verberne er der ingen udtaleforskel, kun betydningsforskel.

Elementerne, der er bestemmer udtalen af ovenstående homografer:
– tryk
– stød
– vokallængde
– vokalsænkning
– det tryksvage “e”.