3: Hvordan kommer konfliktskyhed til udtryk?
Konfliktskyhed kan komme til udtryk såvel adfærdsmæssigt som verbalt. Det vil sige i vores måde at opføre os på over for hinanden, og i den måde vi taler sammen på.
Adfærdsmæssig konfliktskyhed
Hvis vi bryder en norm, påtales det sjældent.
Hvis der sidder to og taler sammen under en fremlæggelse ved et møde, beder de andre deltagere dem sjældent om at tie stille. Især ikke hvis de ikke kender hinanden godt.
Sanktionen – reaktionen på normbruddet – kan i værste fald være, at de andre vender sig om og kigger på de talende i håbet om, at det vil få dem til at tie stille.
Undskyldningen for ikke direkte at bede dem om at tie stille kunne eksempelvis være, at det vil forstyrre selve fremlæggelsen = mere konfliktskyhed.
Vi forsøger således via vores kropssprog at gøre opmærksom på, at de skal tie stille, når der fremlægges og undgår på den måde en konfrontation.
Brud på en norm kan også “påtales” indirekte via ironi og sarkasme.
Hvis en person kommer for sent, kan reaktionen være en ironisk kommentar såsom, du må undskylde, at vi gik i gang uden dig.
Denne indirekte måde at reagere på er især svær for udlændinge at opfange.
De kan således blive ved med at træde ved siden af uden at være klar over det, fordi der ikke er nogen, der gør dem direkte opmærksom på, at de bryder en norm.
Dette betegner forfatter og debattør Mehmet Yüksekkaya som konfliktskyhed fra danskernes side.
Hvis vi vender tilbage til testen fra indlægget “konfliktskyhed 1”, kan den også ses som et udtryk for konfliktskyhed.
Dels står der i introen til testen: “Hvis du er som de fleste, vælger du i mange tilfælde at vende den anden kind til.”
Dels står der i mit resultat, at andre “… sandsynligvis er temmelig konfliktsky…” og endeligt, at det er vigtigt at passe ind i gruppen for at opnå accept, og det gør man blandt andet ved at opføre sig som resten af gruppen.
Verbal konfliktskyhed
Sprogligt formuleres ordrer ofte indirekte som spørgsmål.
Nogle gange er ordren ovenikøbet nedtonet og gjort høflig ved brug af adverbier (biord) som “lige” og “ikke”.
Eksempelvis:
– Er du mand for at…?
– Vil du ikke være sød at…?
– Kan du ikke lige kigge på…?
– Er det en opgave, du kan klare?
– Vil du lige række mig…?
Det gælder ikke bare i arbejdsmæssige sammenhænge men også familiemæssigt, hvor vi undgår konflikter med vores børn ved at spørge dem i stedet for at sige, hvad det er, vi vil have.
Eksempelvis:
– Er du klar til at komme med hjem (fra børnehaven) nu?
Fremfor
– Nu skal vi hjem.
Ordrer gøres således spiselige ved at blive formuleret som spørgsmål tilsat et adverbium eller to.
Vi undlader, ifølge Mette Bærbach Bas, at bruge imperativformen (bydeformen), selvom det er den form, som ligger lige for, når vi skal give en ordre.
Eksempelvis:
– Hent mælken
– Ryd op på lageret
– Send en ordrebekræftelse til…
Imperativformen kan ligeledes blødes op ved hjælp af “lige”, men det er respektløst og nedværdigende i vores kultur at give direkte ordre, hvilket kan skabe misforståelser i andre kulturer og hos små børn.
Nogle gange får jeg spørgsmålet fra min datter:
– Mor, det var ikke et spørgsmål, vel?
Og det har hun helt ret i.
Det glæder mig, at hun er godt i gang med at udvikle sin pragmatiske kommunikationskompetence.
Læs også Mette Bærbach Bas’ kulturklumme på:
http://ruslandseksperten.dk/danskerne-er-konfliktsky-og-det-gaar-ud-over-os-selv/