En tankestreg er længere end en bindestreg:
Tankestreg —
Bindestreg –
Tankestregen skrives med mellemrum til de omgivne ord.
Bindestregen skrives uden mellemrum til de omgivne orddele.
Tankestregen bruges til at markere et ophold i teksten.
Bindestregen bruges til at binde ord sammen.
TANKESTREGEN
A. Den sættes omkring en indskydelse:
- Nu har de — endelig — forstået sagens alvor.
- Hvis de ikke gifter sig, inden han bliver 30 — og det tror jeg ikke, de gør — så får han peber.
B. Den sættes foran en tilføjelse:
- Hun kom for sent — igen.
- Han smed om sig med penge — som han ofte gør.
Ved at sætte en tankestreg frem for en parentes eller et komma, fremhæver du indskydelsen eller tilføjelsen.
C. Tankestregen kan bruges som “pind” ved punktopstilling:
- Hun var ansat til at:
— rydde op
— gøre rent
— betjene kunderne
— sætte vare på plads.
BINDESTREGEN
Den bruges ved:
A. deling af et ord ved linjeskifte:
- Ved at læse dette blogindlæg skulle du gerne blive klogere på anven- delsen af de to tegn.
- Bindestregen bruges til at dele et ord ved linjeskifte som i denne sæt- ning.
B. sammensætninger med tal og symboler:
- Vi lever i det 21. århundrede, også kaldet 2000-tallet (totusindtallet).
- Jeg bruger nogle gange &-tegnet.
C. forkortelser:
- Der er meget reality-TV.
- Hvad er vandets pH-værdi?
D. erstatning for et led, der gentages:
- Det er nærliggende at bruge binde- og tankestreg som eksempel.
- De står inde i frugt- og grøntafdelingen.
E. gruppesammensætninger.
Ved gruppesammensætninger er der forskellig brug af bindestregen:
1. Bindestreger mellem alle led i sammensætningen:
- I dag er røv-til-bænk-pædagogik ikke velanset.
- Har du udfyldt tro-og-love-erklæringen?
- Der er fifty-fifty-chance for, at han taber tenniskampen.
Da det sidste eksempel indeholder et fremmedord, skal der (ofte) bindestreg mellem alle led.
2. En enkelt bindestreg mellem første og sidste led:
- I dag er røv til bænk-pædagogik ikke velanset.
- Har du udfyldt tro og love-erklæringen?
- De lyttede til en Ludwig van Beethoven-komposition.
Det sidste eksempel er en sammensætning med et flerleddet proprium (egennavn) som førsteled. I sådanne sammensætninger sættes der kun bindestreg mellem de to overordnede sammensætningsled.
3. Ingen ekstra bindestreg ved sammensætninger med forkortelser, tal eller symboler, hvis det ene led har en bindestreg:
- Jeg har fået nye e-mailadresse/
e-mail-adresse. - Han købte en 12-årswhisky/
12-års-whisky. - Forskydning af %-beregningsgrundlaget/
%-beregnings-grundlaget.
F. betydningen “fra…til”:
- Der er åbent mandag-torsdag.
- Til næste gang skal I læse s. 10-25.
- Strækningen Hals-Egense er kort.
Mellem særligt lange ord og talangivelser kan der i stedet for bruges tankestreg:
- Der er ikke direkte fly Mönchengladbach — las Palmas de Gran Canaria.
- Han holdt orlov i perioden d. 25. august 2020 — 1. februar 2021.