Tanke- eller bindestreg

En tankestreg er længere end en bindestreg:

Tankestreg —

Bindestreg –

Tankestregen skrives med mellemrum til de omgivne ord.
Bindestregen skrives uden mellemrum til de omgivne orddele.

Tankestregen bruges til at markere et ophold i teksten.
Bindestregen bruges til at binde ord sammen.

TANKESTREGEN

A. Den sættes omkring en indskydelse:

  • Nu har de — endelig — forstået sagens alvor.
  • Hvis de ikke gifter sig, inden han bliver 30 — og det tror jeg ikke, de gør — så får han peber.

B. Den sættes foran en tilføjelse:

  • Hun kom for sent — igen.
  • Han smed om sig med penge — som han ofte gør.

Ved at sætte en tankestreg frem for en parentes eller et komma, fremhæver du indskydelsen eller tilføjelsen.

C. Tankestregen kan bruges som “pind” ved punktopstilling:

  • Hun var ansat til at:
    rydde op
    gøre rent
    betjene kunderne
    sætte vare på plads.

BINDESTREGEN

Den bruges ved:

A. deling af et ord ved linjeskifte:

  • Ved at læse dette blogindlæg skulle du gerne blive klogere på anven- delsen af de to tegn.
  • Bindestregen bruges til at dele et ord ved linjeskifte som i denne sæt- ning.

B. sammensætninger med tal og symboler:

  • Vi lever i det 21. århundrede, også kaldet 2000-tallet (totusindtallet).
  • Jeg bruger nogle gange &-tegnet.

C. forkortelser:

  • Der er meget reality-TV.
  • Hvad er vandets pH-værdi?

D. erstatning for et led, der gentages:

  • Det er nærliggende at bruge binde- og tankestreg som eksempel.
  • De står inde i frugt- og grøntafdelingen.

E. gruppesammensætninger.

Ved gruppesammensætninger er der forskellig brug af bindestregen:

1. Bindestreger mellem alle led i sammensætningen:

  • I dag er røv-til-bænk-pædagogik ikke velanset.
  • Har du udfyldt tro-og-love-erklæringen?
  • Der er fifty-fifty-chance for, at han taber tenniskampen.

    Da det sidste eksempel indeholder et fremmedord, skal der (ofte) bindestreg mellem alle led.

2. En enkelt bindestreg mellem første og sidste led:

  • I dag er røv til bænk-pædagogik ikke velanset.
  • Har du udfyldt tro og love-erklæringen?
  • De lyttede til en Ludwig van Beethoven-komposition.

    Det sidste eksempel er en sammensætning med et flerleddet proprium (egennavn) som førsteled. I sådanne sammensætninger sættes der kun bindestreg mellem de to overordnede sammensætningsled.

3. Ingen ekstra bindestreg ved sammensætninger med forkortelser, tal eller symboler, hvis det ene led har en bindestreg:

  • Jeg har fået nye e-mailadresse/e-mail-adresse.
  • Han købte en 12-årswhisky/12-års-whisky.
  • Forskydning af %-beregningsgrundlaget/%-beregnings-grundlaget.

F. betydningen “fra…til”:

  • Der er åbent mandag-torsdag.
  • Til næste gang skal I læse s. 10-25.
  • Strækningen Hals-Egense er kort.

Mellem særligt lange ord og talangivelser kan der i stedet for bruges tankestreg:

  • Der er ikke direkte fly Mönchengladbach — las Palmas de Gran Canaria.
  • Han holdt orlov i perioden d. 25. august 2020 — 1. februar 2021.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *