Interjektioner (udråbsord), på dansk kaldet udråbsord, er ord, vi bruger til at udtrykke følelser, give svar, reagere på udsagn og hilse med.
De tre interjektioner “ja”, “nej” og “jo” har en indbyrdes logik.
Når du svarer på et spørgsmål eller reagerer på et udsagn, som du bekræfter, altså hvor du er enig, så kan du svare med én af de tre interjektioner.
Hvilken, du skal vælge, afhænger af sætningens formulering.
Hvis du bekræfter et positivt udsagn, uanset om det er et spørgsmål eller ej, svarer du med “ja”.
Eksempelvis:
1. Hun er høj.
– Ja.
2. Kommer du i aften?
– Ja.
Hvis du bekræfter et benægtende udsagn, svarer du med “nej” eller “jo”.
Et benægtende udsagn indeholder fx negationen (nægtelsen) “ikke”.
Eksempelvis:
1. Hun er ikke høj.
– Nej.
2. Kommer du ikke i aften?
– Jo.
3. Du kommer i aften, ikke?
– Jo.
Om du svarer med “nej” eller “jo” afhænger af, om sætningen er deklarativ. Det vil sige fremsættende eller forklarende (sætning 1), eller om den er interrogativ, altså spørgende (sætning 2 og 3).
Når du bruger de tre interjektioner, skelner du således (ubevidst) mellem, om sætningen indeholder en negation eller ej, og om sætningen er deklarativ eller interrogativ.
TIP!:
Den indbyrdes logik lyder dermed, at når du bekræfter, altså er enig i,:
1. et udsagn eller et spørgsmål, som ikke indeholder en negation, skal du svare med “ja”.
2. et udsagn, som indeholder en negation, skal du svare med “nej”.
3. et spørgsmål, som indeholder en negation, skal du svare med “jo”.