Dansk er et V2-sprog.
Det betyder, at verballeddet (udsagnsleddet) typisk står som det andet led i en sætning.
En sætning består af forskellige led, og i en hovedsætning, som er en selvstændig sætning, står disse led i en bestemt rækkefølge:
Forfelt | Centralfelt | Centralfelt | Centralfelt | Slutfelt | Slutfelt | Slutfelt | Slutfelt |
---|---|---|---|---|---|---|---|
Subjekt eller andre led | Verballed 1 | Subjekt (inversion) | Central adverbial | Verballed 2 | Indirekte objekt | Direkte objekt | Adverbial (sted og tid) |
Alle felterne behøver ikke at være udfyldte.
En sætning kan godt kun indeholde to led (de første to felter).
Det vil sige forfeltet med subjektet og verballedet i centralfeltet .
Forfelt | Centralfelt |
---|---|
Subjekt (eller andre led) | Verballed |
De | synger |
Uanset hvor mange led hovedsætningen består af, står verballeddet på plads nummer to.
Eksempelvis:
– Han løber ikke.
– Hun har lige sovet.
– Vi vil også købe en hund.
– Karl har lige fortalt dem nyheden.
– Jeg vil gerne hente jer på stationen på søndag.
– Nu kommer de tilbage.
– Hvorfor råber du?
Derfor er dansk et v2-sprog.
Subjektets (grundleddets) placering har derimod ikke en fast placering. I de fem første sætninger står subjektet i forfeltet, mens det i de sidste to sætninger står efter verballeddet, altså på tredje pladsen.
I de sidste to sætninger er der inversion, hvilket betyder omvendt omstilling.
Inversion optræder, når der står et andet led end subjektet i forfeltet.