
Idiotkommaet er et komma, som sættes per automatik, fordi man blot følger tommelfingerreglen:
Hvis du bruger grammatisk komma, altså sætter startkomma, skal der komma foran relativsætninger. Det vil sige ledsætninger, der indledes med de tilbagevisende stedord “som” og “der”.
Eksempelvis:
– Huset, der ligger på hjørnet, er til salg.
– Han har en sygdom, som påvirker immunforsvaret.
MEN nogle gange indledes ledsætninger med hv-ord i stedet for “som” eller “der”, og så gælder tommelfingerreglen ikke mere.
I disse tilfælde sniger det såkaldte idiotkomma sig ofte ind.
Eksempler på idiotkomma:
– Der er ingen, som hører efter, hvad han siger.
– Jeg ved ikke, hvem af pigerne fra klassen, der går til håndbold.
– Det blev afgørende for kampen, hvem af de to hold, der lavede færrest tekniske fejl i anden halvleg.
I disse sætninger skal der ikke sættes komma foran “som” eller “der”, men kun foran hv-ordet, da ledsætningen begynder med hv-ordet.
Eksempelvis:
– Der er ingen som hører efter, hvad han siger.
– Jeg ved ikke, hvem af pigerne fra klassen der går til håndbold.
– Det blev afgørende for kampen, hvem af de to hold der lavede færrest tekniske fejl i anden halvleg.
Et idiotkomma er således et forkert placeret startkomma foran “som” eller “der” i en ledsætning, der indledes med et hv-ord.