Jeg synes, at ordet “snuble” er et sjovt ord såvel udtalen som betydningen.
Men hvad vil det egentlig sige “at snuble”?
Ifølge Nudansk ordbog har “at snuble” flere betydninger.
I bogstavelig forstand betyder det at “være lige ved at falde, fordi man støder foden mod noget.” Du mister fodfæstet for et øjeblik og kommer ud af balance, men genfinder den.
Når du snubler er du således ved at falde, fordi du støder mod noget, som du ikke har lagt mærke til.
Eksempelvis:
– Han snublede over skoene i entreen.
– Børnene snublede over nogle grene, da de legede i skoven.
“At snuble” er således ikke det samme som “at falde”, fordi hvis du falder, kommer du ufrivilligt fra opretstående til liggende stilling, og du finder ikke balancen igen.
Eksempelvis:
– Han faldt over skoene i entreen og slog panden ned i gulvet .
– Børnene faldt over nogle grene, da de legede i skoven og fik hudafskrabninger på knæene.
En snublen bliver derfor til et fald, hvis du ikke genfinder balancen.
Så Joe Biden snublede ikke over en sandsæk ved en ceremoni i luftvåbnet. Han faldt.
TIP!:
Når du snubler, genfinder du balancen.
Når du falder, rammer du underlaget (gulvet, jorden, fortorvet o.s.v.).
Hej Lina
I dit tip i bunden af artiklen “Sprogtippet i september. Snuble eller falde”, skriver du, “Når du falder, rammer du underlaget (gulvet, jorden, foretorvet o.s.v.).”
Så vidt jeg er informeret, staves “fortovet” uden e i midten af ordet, og selvom osv. ofte skrives med tre punktummer, har det i retskrivningsordbogen kun ét.
Synes dine artikler er meget sjove, men godt nok synd at slutte sådan af, når du kritiserer andres sprog.
Hej Frederik
Tak for din besked.
Du har helt ret. Det er ikke altid let at læse korrektur på egne tekster, så det blev ikke fanget, så tak for, at du gør mig opmærksom på det.
Det er korrekt, at o.s.v. er den uofficielle stavemåde, men den har jeg valgt at bruge, da den giver mest mening, fordi det er en forkortelse af tre ord.
Jeg er da ked af at høre, at du mener, at jeg kritiserer andres sprog. Jeg vil sige, at jeg informerer/orienterer om sproget, men sådan har vi jo forskellige opfattelser af tingene.