Forklaringen på, om det hedder “… og jeg” eller “… og mig” afhænger af, hvilket led i sætningen de er.
“… og jeg” står altid (og kun) som subjekt (grundled) i sætningen.
Eksempelvis:
– Anna og jeg sidder ved siden af hinanden.
“… og mig” står som alle de andre led i sætningen.
Eksempelvis:
– Det er Anna og mig, som holder festen
(subjektsprædikat/omsagnsled til grundled).
– Han tog et billede af Anna og mig
(præpositionsled/forholdsordsled).
– Ingen så Anna og mig gå ind i hulen
(direkte objekt/genstandsled).
– Hun gav Anna og mig et knus
(indirekte objekt/hensynsled).
Hvis du ikke har helt styr på, hvordan du finder ud af, hvilket led i sætningen der er tale om, kan du sætte “jeg” ind i sætningen.
Hvis sætningen er korrekt, når du indsætter “jeg”, skal du bruge “… og jeg”, hvis den ikke er korrekt, skal du bruge “… og mig”.
Du kan derved høre, om der skal stå “… og jeg” eller “… og mig”.
Eksempelvis:
– Jeg sidder ved siden af (hinanden).
Ja, det lyder fint.
– Det er jeg, som holder festen.
Nej, det lyder lidt mærkeligt.
– Han tog et billede af jeg.
Nej, det lyder lidt mærkeligt.
– Ingen så jeg gå ind i hulen.
Nej, det lyder lidt mærkeligt.
(Sætningen må ikke forveksles med “Ingen så, jeg gik ind i hulen.)
– Hun gav jeg et knus.
Nej, det lyder lidt mærkeligt.
Det er desværre for mange, der bruge jeg, hvor der skal bruges mig, blevet så almindeligt, at de ikke længere kan høre, at noget lyder mærkeligt.
Som i:
– Det er jeg, som holder festen.
Nej, det lyder lidt mærkeligt.
– Han tog et billede af jeg.
Nej, det lyder lidt mærkeligt.
– Ingen så jeg gå ind i hulen.
Nej, det lyder lidt mærkeligt.