Tippet i oktober. Foreholde eller forholde

Dagligvarekæder forholder sig afventende til banebrydende teknologi

https://www.retailnews.dk/article/view/1042908/dagligvarekaeder_forholder_sig_afventende_til_banebrydende_teknologi

De to verber (udsagnsord) at “foreholde” og at “forholde” minder meget om hinanden og bliver nogle gange forvekslet, selv om de slet ikke betyder det samme.

At “foreholde” nogen noget betyder, at du gør dem opmærksom på noget. At du påpeger et problem.

Eksempelvis:
– Butiksejeren foreholdt børnene, at de havde stjålet.
– Oppositionen foreholdt ministeren, at beslutningen var i strid med loven.
– Journalisten blev ved med at foreholde virksomhedsejeren kritikken af de kritisable forhold.

Butiksejeren, oppositionen og journalisten præsenterer børnene, ministeren og virksomhedsejeren for noget belastende, som ønskes erkendt, forklaret, ændret eller undskyldt.

At “forholde” nogen noget betyder, at du fortier eller skjuler noget for nogen. At du hindrer nogen i at få noget at vide.

Eksempelvis:
– Han forholder retten vigtige oplysninger.
– Virksomheden forholder medarbejderne viden om kommende massefyringer.
– Er det uetisk at forholde patienter sandheden om deres sygdom?

Verbet at “forholde” kan også være refleksivt (tilbagevisende): at “forholde sig”. Når det er refleksivt, kan det have forskellige betydninger.

For det første kan du tage stillingen til noget.

Eksempelvis:
– Borgerne forholder sig positivt til den nye vindmølleplan.
– Regeringen forholder sig til behovet for udenlandsk arbejdskraft.
– Der var ingen, som forholdt sig til anklagen om matchfixing.

For det andet betyder det at opføre sig.

Eksempelvis:
– Publikum forholdt sig afventende, da artisten stoppede forestillingen.
– Alle forholdt sig i ro, da sirenen lød.
– I det danske uddannelsessystem lærer du at forholde dig kritisk til verden.

For det tredje kan det betyde, at noget er tilfældet. At noget er en kendsgerning.

Eksempelvis:
– Det forholder sig slet ikke, som hun sagde.
– Han nægtede at tro på, at det forholdt sig sådan.
– Det forholder sig ofte sådan, at man opdager flere bivirkninger med tiden.

Det lille “e” har altså stor betydning for, hvad du rent faktisk siger eller skriver.

TIP!:
Når du “foreholder nogen noget, lægger du et emne eller problem frem.

Hvorimod du eksempelvis undlader at informere om noget, når du “forholder” en person oplysninger.

Så vær opmærksom på, at de to verber således er modsætninger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *